Pulzion Hallen i Kolding lagde rammerne for en intens og festlig Studiebold Landsfinale 2025, hvor hold fra Hovedstaden, Odense, Kolding og Aarhus kæmpede om den store pokal til Studiebold Landsfinalen 2025.
Med opbakning fra trofaste samarbejdspartnere som HK Ungdom Sydjylland, Campus Kolding, Campus Sport, STATE, Sport & Profil, Skolander Events og DJ René Gehlen var stemningen i top.
‘Det er vildt fedt, at vi igen i år kan skabe en fest og samle unge fra hele landet til en sjov og intens dag med både fodbold og fællesskab i topklasse. Folk får lov til at møde hinanden på tværs af uddannelser og landsdele, og det skaber bare en helt unik stemning og dag,” siger Josef Sedighi Frandsen, der er konsulent i Dansk Arbejder Idrætsforbund.
Efter en spændende turnering med puljespil og knockout-runder var det til sidst SOLOWS DISCIPLE, der kunne løfte trofæet som landsmestre. Mignottingham Forrest tog en flot andenplads, mens Dagslysinteresserede Tommelfingertrillende Undulatentusiaster AKA. DTU og Al Shababs FC sikrede sig henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.
Udover titlen blev der også uddelt priser til turneringens topscorer, MVP og fairplayer.
De gik til henholdsvis Mahdi fra Alshababs FC, Nikolaj fra Solows Disciple og Valentine fra Gurkhas.
Finaleholdene havde kvalificeret sig gennem byfinaler, og det var de bedste hold herfra, der dystede om æren i Kolding.