Alt tegnede til at blive en helt almindelig tirsdagstræning på tennisbanerne i ATK-hallen – men midt i det hele blev træningen afbrudt, og instruktør Jesper Johansen fik sig noget af en overraskelse: Han er modtager af Dansk Arbejder Idrætsforbunds “Alle ind i kampen”-prisen 2023.
Instruktørkollega Anders Christtreu og foreningskoordinator Christine Topp har indstillet Jesper til Dansk Arbejder Idrætsforbunds ”Alle ind i kampen”-prisen for sin indsats som instruktør i Idræt for Sindet-foreningen IF Kæmperne:
”Han har en helt særlig evne til at sprede følelsen af tryghed, anerkendelse og samhørighed omkring sig. Kæmperne har idrætshold mange forskellige steder, men man ved, at hvis Jesper er i rummet, så føles det hjemligt – og Kæmperne har derfor virkelig mange hjem rundt omkring i byen, for Jesper er at finde på en svimlende mængde af Kæmpernes aktiviteter,” fortæller indstiller Anders.
Jesper startede selv som medlem i foreningen, og begyndte hen ad vejen at hjælpe til som frivillig og er i dag fast instruktør på en lang række hold.
”Jeg er glad og stolt. Det er jo et dejligt sted at være, og så er det jo nemt at komme og være glad,” sagde han efter at have modtaget prisen af forbundssekretær i DAI Mikkel Bonnesen.
Se overrækkelsen af prisen her.
Hvert år hylder Dansk Arbejder Idrætsforbund medlemmer, som har gjort en særlig indsats for at få flere danskere ind i de lokale klubber og mærke glæden ved foreningslivet. Det gør vi med ”Alle ind i kampen”-prisen, som gives til en ildsjæl, der i løbet af året har gjort noget helt ekstraordinært for at få alle med i foreningslivet.