Dansk Arbejder Idrætsforbund var lørdag samlet i Dalum, Odense, for at afholde kongres.
Og det gik stille, roligt og lige efter planen. På programmet var en del ændringsforslag til vedtægterne, som alle blev vedtaget. Det indebærer blandt andet, at forbundsledelsen fremover hedder hovedbestyrelsen, og at forbundssekretæren fremover har titel af direktør. Desuden er Appeludvalget nedlagt, og opgaverne vil fremover blive varetaget af DIF’s uvildige appeludvalg.
Hele hovedbestyrelsen – tidligere forbundsledelsen – var på valg. Aksel Tagmos havde ikke ønsket at genopstille, men det havde de resterende fem. Da der ikke var andre kandidater, blev de genvalgt, hvilket betyder, at Peer Huniche fortsætter som bestyrelsesformand de næste tre år, Mogens Damgaard er næstformand, mens Birthe Henriksen, Sonja Søe Bergmann og Peter Rasmussen fortsætter som medlemmer af hovedbestyrelsen.
Regnskaber, budgetter og arbejdsprogram blev godkendt uden sværdslag og vil derfor danne grundlag for DAI’s arbejde de kommende tre år.
De godt 60 fremmødte DAI’er fik andet end afstemninger og budgetter med hjem. Dagen blev indledt med taler fra Jette Albinus fra Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse og Trine Bramsen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Jette Albinus ønskede tillykke med DAI’s medlemsfremgang, mens Trine Bramsen fremhævede forbundets store sociale indsats og de glæder, hun selv har haft ved frivilligt arbejde.
Der var også to oplæg i løbet af dagen. Søren Østergaard fortalte om rekruttering af frivillige, hvilket gav en god mængde inspiration, som de fremmødte kunne tage med hjem. Der var også lidt stjernedrys på kongressen, da den tidligere håndboldspiller Jesper Nøddesbo fortalte om, hvad foreningslivet har givet ham. Her fik tilhørerne både inspiration og anekdoter med hjem. Og selfies hvis de havde lyst.
Prisen til Årets DAI’er blev også uddelt. Det kan du læse mere om her.
DAI holder kongres næste gang i 2029.


