Efter syv succesfulde år med Seniorcamp er det blevet tid til at sige stop. Når den 72-årige ildsjæl Anette Schneider tænker på den årlige samling, er det med en blanding af stolthed og et stik i hjertet. Beslutningen om at trække sig som formand for senioridrætsudvalget og fra rollen som central drivkraft på lejren har ikke været nem, men den er gennemtænkt.
”Det er underligt, og det er da vemodigt, når man har været med til at bygge noget op helt fra bunden. Men jeg har jo selv taget valget,” fortæller Anette.
Vejen til den populære lejr var ellers ikke uden bump. Da idéen i sin tid blev fostret i landsudvalget, måtte de første to forsøg aflyses grundet for få tilmeldinger. Men stædigheden fejlede intet. Med et trofast engagement og opbakning fra Region Sjælland fik de vendt skuden, og siden har arrangementet kørt som en fast og elsket tradition.
Et helt liv med frivillighed
Kærligheden til foreningslivet og DAI har været en rød tråd gennem hele Anettes liv. Det hele begyndte, da hun som 14-årig greb håndbolden og kort efter kom på ungdomstrænerkursus. Hvad der startede som en ungdomspassion, voksede sig til et livslangt engagement, der nu tæller imponerende 58 år inden for DAI.
Gennem årene har hun været hele vejen rundt i organisationen – fra håndboldudvalg og forbundsstyrelse til formand og kasserer.
”Én ting er at sidde i en forbundsledelse eller et udvalg. Noget andet er at skabe noget selv. Det her arrangement har været som et af mine børn,” siger hun med et smil.
Det administrative arbejde og det praktiske slæb på lejren har til tider været hårdt, særligt når IT-systemerne drillede, og opgaverne hobede sig op. Når hun alligevel har hængt ved, skyldes det glæden ved fællesskabet og en tendens til at sige ja, når der var brug for en ekstra indsats.
Selvom kalenderen nu ryddes for de mest tunge landsdækkende opgaver for at give plads til familien og børnebørnene, betyder det langt fra et endegyldigt farvel til idrætten. Anette fortsætter ufortrødent sit arbejde som kasserer i regionen, hvor hun skal være med til at køre to helt nye kræfter i ledelsen i stilling.
”Jeg smækker ikke med nogen døre, og jeg er på ingen måde færdig med det, jeg er i. Nu skal jeg i første omgang koncentrere mig om regionen, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” slår hun fast.
Og selvom hun ikke skal trække i arbejdstøjet på lejren til næste år, er der stor sandsynlighed for, at deltagerne ser hende igen – denne gang blot som gæst, der kan nyde det værk, hun har været med til at skabe.
