Idrætscertificering af plejecentre er blevet populært, og i Svendborg Kommune er de nu gået skridtet videre og har besluttet, at DAI skal idrætscertificere samtlige 16 plejecentre i kommunen. Fundamentet for certificeringerne er den store idrætsforening Svendborg Senior Idræt, der spiller en meget aktiv rolle.
Plejecentrebeboerne i Svendborg Kommune rykker i 2022 op i motionens superliga, når samtlige plejecentre i efteråret er blevet idrætscertificeret af Dansk Arbejder Idrætsforbund. Halvdelen af centrene blev allerede certificeret i juni måned.
”Det var imponerende at se, hvor meget de har gjort ud af det. Der var stort set røde løbere ude alle steder. Der var champagne, motion, pandekager og en stor fejring. Det var meget meningsfuldt,” siger idrætskonsulent i DAI Andreas Thiesson, som har været en del af certificeringerne.
Det startede først med, at kommunen prøvede konceptet af på to centre, og det blev så stor en succes, at man besluttede at udrulle det i hele kommunen. Undervejs har man samarbejdet meget tæt med den store idrætsforening Svendborg Senior Idræt, som støtter op med frivillige kræfter og sikrer at foreningslivet nu også blomstrer på plejecentrene.
”Det er lige så de små hår rejser sig på mig, når jeg fra uge til uge kan følge med i, hvad der sker ude på centrene. Jeg bliver simpelthen bare så glad, som det idrætsmenneske jeg er. Det er en kæmpe glæde og livsbekræftende – at se folk opdage at de kan noget, som de ikke troede de kunne,” siger Senioridrætskonsulent i Svendborg Kommune Birthe Bergmann, der i forvejen har et tæt samarbejde med Svendborg Senior Idræt.
For at blive idrætscertificeret kræver det bl.a.
- Minimum tre ugentlige idrætsaktiviteter.
- Efteruddannelse af medarbejderne.
- Et frivilligt foreningsmiljø omkring aktiviteterne.
Og så er der selvfølgelig selve motivationsudarbejdet ude på centrene, som er en stor del af arbejdet med certificeringen.
”Så får man det ind ad bagdøren, når man lige er samlet til kaffe. Så skal vi da lige have strakt os alle sammen, og vi skal også lige sikre, at vi kan dreje hovedet fra side til side. Så får man også dem, der ikke er så engagerede med,” fortæller Birthe Bergmann, som får masser af ros fra DAI.
”Mange kommuner skubber ansvaret ud på de enkelte plejecentre, men i Svendborg har kommunen haft en medarbejder, som har været med til at drive og udvikle det. Samtidigt har man haft den store forening at læne sig op ad, så man ikke hvert sted skulle skabe en forening fra bunden. Nøgleordet er, at det har været bredt prioriteret. Det er en virkelig fed konstellation, der er lavet i Svendborg,” siger Andreas Thiesson.
For Svendborg Senior Idræt er indsatsen også kommet helt naturligt – den står næsten skrevet i foreningens formål.
”Vi har altid haft skrevet i foreningens formål, at vi er en forening for alle 60+ i hele aldersspektret, også for dem der ikke nødvendigvis kan komme ned i foreningen,” fortæller Birthe Bergmann.
Certificeringerne har betydet, at plejecentrene har fået et såkaldt institutionsmedlemsskab af idrætsforeningen, og når alle er certificeret, betyder det ca. 150-175 nye medlemmer i foreningen.
De sidste certificeringer i kommunen finder sted i efteråret 2022.