Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Stor opbakning til Senior Camp 2025

Igen i år er seniorer fra hele landet samlet til Senior Camp i Fredericia. Mere end 100 deltager i den populære camp, der er samlingspunkt for bevægelse, inspiration og fællesskab.

Det er efterhånden en tradition, at Fredericia Idrætscenter i august åbner dørene for to dage spækket med idræt og fællesskab for landets seniorer. I år er ingen undtagelse, da Dansk Arbejder Idrætsforbund igen har inviteret ind til årets Senior Camp.

Programmet er som altid fyld op med aktiviteter. Alt fra klassiske idrætter som krolf og kurling, mens deltagerne også kunne tage en tur udenfor til naturmotion, gå-fodbold eller prøve kræfter med den nye aktivitet skydning.

Jonna Bengtsen fra Solbjerg Senior Motion deltager i år for første gange:

”Det er rigtig sjovt. I dag har vi prøvet gå-fodbold for første gang, og det gav virkelig sved på panden,” siger hun.

Med seks haller, keglebaner, svømmehal, træningscenter og smuk natur er rammerne endnu engang perfekte til to dage med aktivitet, hygge og inspiration.
Og netop inspiration er en af grundene til, at Jonna Bengtsen, der selv er instruktør i sin egen forening, er taget afsted på campen.

”Det lød spændende at komme ned og få idéer. Det er en god måde at udvide sin horisont og få lov til at prøve nye aktiviteter. Stemningen er positiv og glad, så det er bare rigtig rart at være her,” siger hun.  

Senior Camp har været afholdt siden 2018. Siden da har det været et samlingspunkt for seniorer, der både søger fællesskab, nye oplevelser og inspiration til en aktiv hverdag i idrætsforeningen.
Programmet er hvert år en blanding af både nye og velkendte idrætter.