Hvert år uddeler DIF og DGI 44 millioner kroner til idrætsforeninger landet over, som har brug for ekstra økonomisk støtte til større eller mindre projekter – om det er til sociale tiltag, der skal sikre et bedre sammenhold eller en indsats for at få flere medlemmer i foreningen, så kan foreningspuljen hjælpe.
Med den økonomiske støtte kan de lokale foreninger få realiseret nogle af de drømme og projekter, som der ellers ikke har været midler til og dermed blive endnu bedre til at være faste holdepunkter i hverdagen for alle idrætsglade danskere, hvor motion og fællesskab går hånd i hånd. Flere af foreningerne i Dansk Arbejder Idrætsforbund har siden puljens oprettelse i 2018 modtaget støtte til udvikling af deres forening, og det er idrætskonsulent Poul Sølvsteins erfaring, at tilskud op til 30.000 kroner ikke er så besværlige at få bevilliget, og at der er hurtig behandlingstid.
Medlemmerne i Dansk Arbejder Idrætsforbund har tidligere fået bevilliget indhold til et nyt fitnesscenter, krolfudstyr og klubtøj – og ikke mindst til sociale tiltag:
”Puljen har været en håndsrækning til mange foreninger under coronapandemien, hvor den normale hverdag med socialt samvær var en mangelvare. Her betød et tilskud, at man kunne lave sociale arrangementer for at styrke sammenholdet i foreningen”, fortæller idrætskonsulent Poul Sølvstein.
Vores idrætskonsulenter har masser af erfaring og viden om de forskellige støttemuligheder. Har du brug for gode råd og vejledning, kan du kontakte din lokale idrætskonsulent her.
Læs mere om puljen her www.dif.dk/stoette