Med corona-epidemien på retur, er DM i krolf tilbage efter to års pause. I år lægger Sandbjerg Gods ved Sønderborg græs til turneringen, der som noget nyt spilles over to dage.
D. 25. og 26. september er DM i krolf tilbage for fuld udblæsning efter, ligesom så meget andet idræt, at være sat på pause af COVID19-restriktioner. Landsudvalget i krolf har været ned og besigtige de flotte rammer.
”Det er et kanonsted, det er helt vildt. Det bliver nogle rigtigt spændende baner at lave, det ligger meget centralt, og der er rigeligt med plads,” siger formand for Landsudvalget i krolf i DAI Svend Erik Jensen.
Efter DM desværre måtte aflyses af to omgange i Silkeborg, er det blevet DAI Region Syddanmarks tur til at afholde DM, og der er altså valgt ekstraordinære rammer, som du også kan se billeder af herunder.
Spilles over to dage
Som noget nyt spilles mesterskabet over to dage, hvor der først afvikles individuelt DM og dagen efter DM for hold.
”Så er man som hold ikke påvirket af, at dem, der spiller individuelt, spiller samtidigt. Det giver mere ro på og passer bedre sportsligt,” siger Svend Erik Jensen.
Han spiller selv for Randers Krolf, og håber at kvalificere sig til mesterskabet, men det bliver først afgjort et par uger før.
”Jeg glæder mig ligesom alle andre – det er en oplevelse hvert år, uanset om man spiller eller ej, det bliver rigtig godt. I dag har vi haft seks hold til at spille turnering her, og folk glæder sig helt vildt. Det er både konkurrencen og det sociale, som de glæder sig til,” siger Svend Erik Jensen.
I år 2022 afvikles det individuelle DM i krolf som en del af den store DM-uge i Aalborg, mens holdturneringen afvikles som normalt.
Som forening er i det i øvrigt muligt at deltage i Krolfens Uge, ved at holde Åbent Hus en dag i samme uge, som DM i krolf. Det kan du læse mere om her: https://dai.nemtilmeld.dk/205/
Fotokredit: Carsten Lundager