Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Nyt samarbejde skal hjælpe psykiatripatienter ud i idrætsfællesskaber

Idræt for Sindet og Håb i Psykiatrien indgår samarbejde for at støtte mennesker med psykisk sårbarhed i overgangen fra behandling til fællesskab og fysisk aktivitet.

Mennesker i psykiatrisk behandling har ofte brug for støtte – ikke kun under indlæggelsen, men også, når der skal bygges bro til hverdagen. Netop derfor har Idræt for Sindet, et initiativ under Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI), og Håb i Psykiatrien, en landsdækkende almennyttig forening, valgt at gå sammen i et nyt samarbejde.

Formålet er at skabe bedre muligheder for, at patienter i psykiatrien kan blive en del af positive, inkluderende idrætsfællesskaber, både under og efter deres behandling.

”Samværet omkring træning, mad og kaffe får os til at føle os set og være værdifulde. Følelsen af, at ”min” tilstedeværelse kan tilføje noget til fællesskabet, skaber mod, håb og handlekraft hos den enkelte,” siger Lotte Frost Jørgensen, forperson i Håb i Psykiatrien.

Fysisk aktivitet som en del af behandlingen

Samarbejdet handler ikke kun om tiden efter indlæggelse. Det skal også bidrage til at skabe en kulturændring i psykiatrien, hvor motion og aktiviteter bliver en naturlig del af behandlingen og som en fællesskabende samværsaktivitet under indlæggelse.

Håb i Psykiatrien arbejder allerede mange steder med at skabe meningsfulde aktiviteter i psykiatrien. Med Idræt for Sindet som partner bliver der nu åbnet for et stærkere bindeled til det lokale foreningsliv.

”Det handler om at inddrage civilsamfundets ressourcer, i overgangen efter udskrivelsen. Idræt og fællesskab kan være afgørende skridt mod bedre trivsel og et stærkere netværk,” siger Mogens Damgaard, politisk ansvarlig i Idræt for Sindet.

Med parternes fælles indsats håber man at nå ud til flere patienter over hele landet. Idræt for Sindets mange foreninger er allerede godt etablerede i flere byer og kommuner og kan være klar til at tage imod, når patienter har brug for nye fællesskaber efter et behandlingsforløb.