Det er blevet nemmere at jonglere med balance, styrke, kondition og alt det andet vigtige på foreningernes senioridrætshold. DAI har nemlig støvet en populær uddannelse af, så både nye og rutinerede frivillige kan blive klædt solidt på til at være instruktører.
Pulzion i Kolding dannede ramme om det første senioridrætsinstruktøruddannelse (nemt ord ikke?) i DAI i mange år, hvor 12 instruktører fra hele landet var mødt op for at få inspiration, ideer og tryghed med hjem i sportstasken. En af dem var Alice Rasmussen fra Langeskov Ældreidræt, der har været instruktør i tre år.
”Kurset var rigtig godt. Vi lærte bl.a. om muskelmasse og balance, og der var nogle ting, som fik sat gang i tankerne hos mig, og så også nogle helt konkrete ting, jeg kunne bruge med det samme i foreningen,” siger Alice Rasmussen.
Kurset varer to dage, og har tidligere været en stor succes i Dansk Arbejder Idrætsforbund, men på et tidspunkt var så mange uddannede, at det var svært at oprette nye kurser. Derfor har udviklingskonsulent i DAI Marie-Louise Trier Hauge finpudset kurset og materialet, så det passer til den virkelighed, som mange frivillige instruktører befinder sig i 2022.
”Deltagerne får overblik og struktur på, hvordan man arbejder som instruktør. Hvad er det for nogle emner, man med fordel kan tage fat i? Hvordan kan man opbygge en træning? Og så får de noget sikkerhed i de ting de gør og svar på, hvorfor de gør dem,” siger Marie-Louise Trier Hauge.
Kurset er altså lavet for at hjælpe foreningerne med at kunne klæde nye og rutinerede instruktører på, til at kunne varetage opgaven som frivillig ude i foreningerne. Og det kan være en udfordring at finde de rigtige frivillige derude. Det ved de i HOG Senioridræt, hvorfra Esben Hansen deltog.
”Jeg er lige blevet instruktør, eller rettere jeg er blevet overtalt til at overtage rollen. Det er svært at finde frivillige, som vil stå for instruktørrollen i senioridræt. Og så blev jeg lovet at komme på kursus, hvis der dukkede noget op – og så kom det her,” fortæller Esben Hansen.
”Vi håber selvfølgelig, at kurset gør det lettere at motivere foreningernes medlemmer til at melde sig og bidrage som frivillige. Når de får et fagligt grundlag at arbejde ud fra, så er det mere overskueligt og sjovere,” siger Marie-Louise Trier Hauge.
Både Esben Hansen og Alice Rasmussen har allerede taget det de lærte på uddannelsen med tilbage i foreningerne
”Jeg har en aldersgruppe, som spænder fra 70 til 92 år, så de ikke helt så pjattede med at få for meget forandring og få pulsen op. Men nu har jeg fortalt dem, at det kommer de til, vi skal også have flyttet nogle grænser. Vi lærte heldigvis også at differentiere øvelserne, så hvis noget er for svært, så kan man gøre det på en stol,” siger Alice Rasmussen.
Som en sidste bonus – og måske en vigtig én, så får deltagerne også et netværk med hjem. Helt konkret får de telefonnumrene på de andre instruktører, som de så løbende kan vende rollen og udfordringerne med.
”Det er altid godt at få fyldt noget på og få ideer og blive inspireret. Og det får man både fra kursuslederen men også fra de andre kursister, som laver inspirerende ting. Jeg vil virkelig anbefale kurset til nye såvel som rutinerede instruktører, jeg synes det var virkelig godt,” siger Esben Hansen.
Næste kursus bliver sandsynligvis i starten af 2023 på Sjælland og så igen i Jylland efter sommerferien. Men tag kontakt til Marie-Louise Trier Hauge, hvis jeres forening er interesseret, så samler hun til bunke og planlægger kurser ud fra interessen.