Det er på høje tid, at kommunalpolitikerne prioriterer de fællesskaber, som rent faktisk giver mennesker med psykisk sårbarhed en reel chance, skriver Mogens Damgaard i dette debatindlæg.
Debatindlægget blev bragt i Idrætsmonitor d. 10. oktober på Sindets Dag.
Sindets Dag 10. oktober bør minde landets kommuner om, at det er dem, der beslutter, om mennesker med psykisk sårbarhed skal have adgang til fællesskaberne.
Idrætsforeninger for og med psykisk sårbare under Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) kan nemlig dokumentere færre indlæggelser, højere livskvalitet og stærkere netværk.
Alligevel er det kun 43 ud af 98 kommuner, som tilbyder motion og fællesskab til mennesker med psykiske sårbarheder, der er skabt af indsatsen Idræt for Sindet under DAI. En indsats, som jeg har været politisk ansvarlig for siden 2002.
For hvad er forskellen mellem at sidde alene bag nedrullede gardiner og at stå på bassinkanten i en svømmehal med overskud til at hjælpe andre? For 38-årige Mark Winkel Andersen, der lever med en autismespektrumforstyrrelse, er svaret simpelt: et formål med livet.
Han er ét af de medlemmer, hvis skæbne for alvor gør indtryk.
Fra at sidde derhjemme isoleret med et beskedent netværk, daglige takeaway-leveringer, computerspilog en kampvægt på 150 kilo, står han nu på bassinkanten i Lyngby Svømmehal og underviser børn i svømning samt voksne i styrketræning.
Han har tabt 30 kilo, fået nye relationer og er selv aktiv svømmer i en Idræt for Sindet-forening.
En kommunal besparelse
Mark Winkel Andersens historie minder os om, hvorfor vi markerer Sindets Dag.
Fællesskaber kan nemlig være forskellen mellem social isolation og livsmod, men det er også en dag, som vi vil bruge på at kræve handling fra kommunalpolitikerne.
Vi ved nemlig allerede, hvilke løsninger der virker.
I en undersøgelse fra 2022 gennemført af Ineva har vi spurgt 188 af vores medlemmer, og tallene dokumenterer, at Idræt For Sindet ikke bare er et godt tilbud, men en indsats, der giver mennesker bedre livskvalitet, selvtillid og fællesskab, samtidig med at tiltaget kan mindske behovet for medicin.
Mere konkret kan vi se, at 93 procent oplever bedre livskvalitet, 86 procent får mere selvtillid, og 77 procent oplever at få et større netværk. Undersøgelsen viser desuden, at 29 procent har færre eller ingen indlæggelser. Det er markante resultater, der rækker langt ud over svømmebassinet.
Men det kan være svært at måle selvtillid og livskvalitet i kroner og ører på kort sigt. Men på langt sigt betyder det, at borgere med psykiske udfordringer har færre indlæggelser og mindre behov for støtteforanstaltninger.
Det er en reel kommunal besparelse. Derfor er det den slags investeringer, kommunalpolitikerne bør prioritere.
»Vi vinder først, når alle er med«
Nogen vil måske spørge, hvorfor de psykisk sårbare ikke bare kan bruge eksisterende tilbud i kommunen?
Det skyldes ganske enkelt, at mange af de eksisterende tilbud til psykisk sårbare handler om samtale og samvær.
Da jeg besøgte en kommune med tre socialpsykiatriske væresteder, havde de en åbningsflade på samlet 126 timer om ugen. Kun 1,5 time om ugen blev brugt på fysisk aktivitet i form af en gåtur. Resten var stillesiddende samvær med mad, kaffe, kage og snak.
KL’s seneste udspil ’Fremtidens Forebyggelse fra 2024’ gør det klart, at kommunerne skal spille en langt større rolle i at fremme folkesundhed og mental trivsel.
Når vi ved, at en Idræt for Sindet-forening kan føre til færre indlæggelser og mere livsmod i vores målgruppe, bør det også være et naturligt fokuspunkt i kommunernes forebyggelsesindsatser.
Derfor kan det også undre, at der i dag kun er 43 ud af 98 kommuner, der har et Idræt for Sindet-tilbud.
Det må være på tide, at kommunalpolitikerne prioriterer de fællesskaber, der giver mennesker med psykisk sårbarhed en reel chance.
For erfaringerne er klare: Vi vinder først, når alle er med.