Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Kolding lægger gulv til Studieboldsfinale

Der er lagt op til fest, fodbold og fællesskab, når Studiebold inviterer til Landsfinale i Kolding d. 15. marts. Studerende fra hele Danmark skal spille om den store pokal, og der er gjort noget ekstra ud stemningen til årets finale for at lokke tilskuere til.

I alt 160 spillere på 20 hold fra Kolding, Odense, Esbjerg, Aarhus, København og resten af landet indtager Sydbank Arena kl. 11 søndag d. 15. marts. Alle studerende på videregående uddannelser i de deltagende byer har kunnet lave hold og spille med om at blive badet i konfetti, når finalekampen er overstået. En af dem, som håber at stå på sejrsskamlen, er Haddad Zeidan, der læser til Markedsføringsøkonom på IBA i Kolding.

”Jeg forventer et kæmpe brag, fællesskab, fed stemning, og at der kommer folk og støtter os lokalt fra især skolen. Jeg synes skolen, skal være stolt over, at den har to hold, som er gået videre til landsfinalen i Kolding,” siger Haddad Zeidan, som spiller for Black Squad fra Kolding.

Konferencier på dagen er komikeren Hoffe, og der kommer underholdning fra bl.a. fodboldtricks.dk og lys- og lyd-show, sammen med en masse præmier – også til tilskuerne.

”Det bliver en ekstraordinær fodboldfest, hvor der især er lagt vægt på stemningen. Vi har lavet et flot program i år, så der både er noget for spillere og tilskuere hele dagen,” siger idrætskonsulent i DAI Andreas Thiesson, som sammen med en stor gruppe frivillige afvikler finalestævnet.

Det sociale omdrejningspunkt

Konkurrencen bliver hård, men det vigtigste for mange af spillerne er det sociale element ved Studiebold.

”Studiebold er mega godt for studielivet, fordi man skaber netværk på andre skoler i Kolding og får et godt fællesskab,” siger Haddad Zeidan.

”Jeg tror, at alle der spiller med er enige om, at det er vigtigt at lave noget ved siden af at læse, for at have det godt på studiet. Og så er Studiebold en rigtig god mulighed,” siger Mads Schou, der læser HA i Esbjerg.

Han spiller på holdet Boyband4life, som med hans egne ord har en ”impulsiv” spillestil. Og efter at have kvalificeret sig fra byfinalen i Esbjerg, er formen ved at være finpudset til finaledagen.

”Vi har samlet gutterne igen og trænet lidt, og så tænker jeg, at vi skal i byen lørdag for at være klar til søndag. Jeg tror, at det er den bedste optakt for os, det handler om det sociale.,” siger Mads Schou.

Skriv en kommentar