Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Idræt for Sindet får 3.5 år mere

En ny politisk aftale har sikret, at Idræt for Sindet kan fortsætte som minimum til midten af 2023, og at der fortsat vil være kvalificerede idrætstilbud til psykisk sårbare i Danmark. Finansieringen til Dansk Arbejder Idrætsforbunds Idræt for Sindet, der laver idrætsforeninger og aktiviteter med og for psykisk sårbare, udløb ellers den 1. januar 2020.

Idræt for Sindet blev altså reddet på målstregen af SF, Venstre og Enhedslisten, der alle arbejdede for at indsatsen kan fortsætte.

“Det var et lettelsens suk. Det var lige før jeg selv kunne høre, hvordan det rungede. Perioden her har været rædselsfuld, og jeg ved ikke helt hvorfor, det har været så hårdt i år. Jeg synes, at vi står et helt særligt sted og vi kan mærke ude i kommunerne, at det her giver genklang,” siger Mogens Damgaard.

Idræt for Sindet har eksisteret siden 1996 og har siden dengang fået støtte fra en række forskellige statslige puljer, men det er aldrig lykkedes at få en permanent finansiering. Men nu arbejdes der på højtryk for at finde en varig løsning.

“At man anerkender vores arbejde, og vi får tre år plus lidt mere til at gøre det endnu bedre, det glæder mig virkelig. Og at der nu også er nogen, der arbejder på, at vi får en fast plads på finansloven, det betyder meget,” siger politisk ansvarlig for Idræt for Sindet i Forbundsledelsen i DAI Mogens Damgaard.

Danmarks Idrætsforbund har gjort en stor indsats for at hjælpe Idræt for Sindet de seneste par år. Og det har nu båret frugt, så er næste etape altså at komme på finansloven. Men indtil det sker, kan folk med fx skizofreni, depression eller angst glæde sig sammen med Idræt for Sindet.

“Det får stor betydning for psykisk sårbare i hele Danmark, især i de kommuner hvor vi ikke i forvejen har et IFS-tilbud, de kan glæde sig. Med den her ro, så kan vi igangsætte og etablere kvalificerede og gode idrætstilbud de steder, som ikke allerede er med”, siger Mogens Damgaard, som også glæder sig over, at Ombold kan fortsætte.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance har den 20. november 2019 indgået den såkaldte aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2020-2023 – hele aftalen kan ses her:

https://sim.dk/media/37665/aftale-om-udmoentning-af-reserven.pdf

Skriv en kommentar