Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Et helt særligt DNA: Palle Thomsen stopper i DAI

Tirsdag d. 28. februar blev der sat et endegyldigt punktum for Dansk Arbejder Idrætsforbunds mangeårige forbundssekretær Palle Thomsen, som i efteråret kunne fejre 40-års jubilæum i DAI. Han har siden 1990 stået i spidsen for forbundet, og som blot den 2. forbundssekretær i DAI’s historie, har Palle uden tvivl sat sit helt eget præg på det tværidrætslige forbund, som vi kender i dag.

”Du er en diplomat og en rolig person, hvor du hele tiden bevarer overblikket, og du har om nogen et særligt DNA.”, fortalte forbundsformand i DAI Peer Huniche i sin tale til Palle til afskedsreceptionen, hvor gamle som nye kolleger, samarbejdspartnere og frivillige var mødt op for at sige tak for denne gang.

Og det særlige DNA har utvivlsomt påvirket de succeser, som DAI har haft gennem tiden.  I løbet af sin lange og trofaste karriere har Palle Thomsen – sammen med sine medarbejdere og den politiske ledelse – sat navn på mange af forbundets præstationer, som vi har været ekstra stolte af. Blandt andet Idræt for Sindet, som startede i 1996 for personer med psykiske sårbarheder og som kom på bagkant af Idrætsfestival for sindet i 1994, der i dag stadig er en stor succes. Senioridrætten blev også en vigtig del for forbundet med ældreidræt samt certificering blandt andet af kommunale plejecentre, og i løbet af nullerne fik stavgang et boom samtidig med, at krolfen blev sat på programmet og voksede sig til at blive en stor sport med et DIF-anerkendt DM. Kronen på værket kom i 2019, hvor DAI blev kåret til Årets Specialforbund for at have løftet den vigtige opgave: At få de folk ned i idrætsforeningerne, som ikke selv havde fundet derned. Netop denne indsats er noget, som Palle kigger tilbage på: ”Det, at vi hele tiden har prøvet at gøre noget nyt for at få nye borgere gjort idrætsaktive, og at vi har fastholdt en masse gode frivillige gennem årene til at hjælpe med denne vigtige opgave, dét er jeg stolt over.”

Hvad byder fremtiden så på nu? Der er ingen tvivl om, at hverdagen kommer til at blive en anden, men heldigvis fortsætter Palle som næstformand for CSIT med ansvar for Sport for all med særligt fokus på senioridræt – en indsats, som han til sit 40-års jubilæum modtog Dansk Idrætsforbunds Ærestegn for. Tiden må vise, hvilke døre der nu åbnes for Palle, men helt slipper han dog ikke DAI: ”Jeg skal spille krolf i min lokale klub, og se om jeg kan kvalificeres til DM” fortalte han med et glimt i øjet.

Mikkel Bonnesen overtager posten som forbundssekretær i Dansk Arbejder Idrætsforbund.

Skriv en kommentar