Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Elise på 76 år klar til at vinde DM i krolf igen: ”Har tricks i ærmet”

D. 22. juni 2023 lægger Skalborg ved Aalborg plæne til Danmarksmesterskabet i krolf som en del af DM-ugen, og selvom deltagerne er ældre end de fleste deltagere til DM-ugen, så er det ikke en hindring for at gå efter guldet.

Da Elise Christensen fra klubben ØBI Krolf i Øster Brønderslev vandt DM i krolf i 2019, var det efter ni års ugentlige træninger og kampe på Nordjyllands krolfbaner. Nu som 76-årig er hun netop kvalificeret til DM igen, og hun kommer forberedt:

”Hvis der er en kugle, der ligger i vejen, så har jeg tricks til, hvordan jeg lige kan flytte den og selv komme i hul. Det bliver spændende og udfordrende”, siger Elise Christensen.

Og på trods af, at Elise er ældre end de fleste andre deltagere til DM-ugen, er det slet ikke usandsynligt, at hun løber med krolf-pokalen igen. Der har nemlig været flere spillere i 70’erne, der tidligere har fået DM-medaljer med hjem. Men i virkeligheden er det vigtigste for mange af spillerne ikke, hvilket metal de måtte få med hjem.

”Det er så hyggeligt med så stort et stævne, hvor man kender alle. Det er socialt og dejligt, og så handler det ikke kun om at vinde”, fortæller Elise, der bakkes op af 73-årige Jørgen Hansen fra Krolffolket Halsnæs, som også er en af de 120 kvalificerede til årets DM i krolf.

Han ser nemlig særligt frem til det sociale samvær med en masse andre – selvom det jo ikke kan undgås, at der er lidt mere pres på, når der er så meget publikum på:

”For mig er noget af vigtigste ved et krolf-DM kaffepauserne, fordi det sociale er så vigtigt. Det er et godt spil, som man kan hoppe direkte med på, og som alle kan være med til. Krolf er jo krolf – den ene dag er du supergod, næste dag spiller du mod nogle andre, og så går det ad helvedes til. Sådan er det,” siger Jørgen Hansen.

Danmarksmesterskabet er en del af DM-ugen i Aalborg, hvor flere end 35 sportsgrene er repræsenteret – og krolfmesterskabet siges at være det hyggeligste af dem alle. I alt 120 herre- og damespillere fra hele landet har kvalificeret sig til DM i krolf, som aldrig har haft en vinder under 64 år, selvom alle aldre kan stille op. Sporten er blevet så populær i Dansk Arbejder Idrætsforbund, at der i dag findes over 200 krolfklubber i Danmark, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at det sociale er omdrejningspunktet.

”Vores sport udvikler sig stadig, og flere og flere spiller krolf – og med flere spillere bliver det sværere at kvalificere sig til DM. Men den unikke blanding af eliteidræt, socialt samvær og hygge, som jo kendetegner krolf, kan vi heldigvis beholde”, fortæller Per Kyhn, der er formand for krolfudvalget i Dansk Arbejder Idrætsforbund.

Søndag d. 24. september 2023 afholdes der DM for hold på Metalskolen i Jørlunde.

Skriv en kommentar