En helt ny fodboldtræneruddannelse målrettet trænere for psykisk sårbare og udsatte har netop set dagens lys, og i disse dage bliver de første kurser afholdt i Hovedstaden og i Jylland. Kurset er udviklet i samarbejde mellem SDU, DBU, Ombold og Dansk Arbejder Idrætsforbund – hvis uddannelsen er noget for jer, så tøv ikke med at kontakte jeres lokale idrætskonsulent i Idræt for Sindet her: https://dai-sport.dk/idraet-for-sindet/
Spillerne på et fodboldhold for socialt udsatte og psykisk sårbare kommer ofte fra mange forskellige baggrunde med forskellige udfordringer og behov. Men de har det til fælles, at de er der for at være en del af et fodboldfællesskab. Når træningen tilrettelægges korrekt, er der store sundhedsmæssige og sociale gevinster at hente for dem alle.
Målet med uddannelsen er at ruste trænere til at kunne varetage træningen af hold målrettet socialt udsatte og psykisk sårbare voksne, hvilket omfatter mennesker over 18 år med sociale udfordringer og/eller en psykisk lidelse.