Fra kun at være en håndfuld spillere, er sporten Roundnet på under to år vokset massivt og spilles i dag i idrætsforeninger i ni danske byer. I år kan de bedste danske spillere for første gang nogensinde komme med til det officielle VM.
De første år var det op ad bakke at præsentere Roundnet i Danmark.
”I starten spurgte alle, hvad det dog var vi lavede. Små børn kom hen og hoppede på vores net, fordi de troede, at det var små trampoliner. Sådan er det ikke længere – det er gået sindssygt hurtigt de seneste to år,” siger Morten Bach Engholt, som er formand for Roundnet Denmark.
I sommeren 2020 skete der noget. Danmark var for alvor lukket ned af corona-restriktioner, men på grund af Roundnets simple setup udendørs med fire spillere, så var det i store perioder stadig nemt at spille. Og det fik altså stor betydning for sporten, der i mange år primært blev set som et hyggespil til stranden med vennerne. Men efter Roundnet Denmark og Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) har startet en lang række idrætsforeninger op om den nye sport, er det også kommet en mere seriøs tilgang til sporten.
”Roundnet kan spilles i haven, på stranden, i parken eller hvor som helst, man tager spillet med hen. Og så ser det sjovt ud, folk bliver nysgerrige og måske vigtigst af alt, så kan alle slå til den lille bold uden at blive til grin. Men nu ser vi altså også, at folk gerne vil være rigtigt gode til sporten. Jeg tror, idrætten bliver stor i Danmark,” siger idrætskonsulent i DAI Thomas Ahrentz.
Klar til første VM
I år kan spillerne løbende kvalificere sig til landsholdet og dermed VM i Belgien i september. Jakob Grøhn Damgaard vandt DM sidste år, og derfor allerede er kvalificeret til VM.
”Det bliver kæmpestort, og jeg glæder mig til forhåbentlig også at vinde et par kampe. Men også at smage lidt på de gode amerikanere og andre personer, der helt sikkert kommer til at give tæv. Spillet rummer alle aspekter ved sport, som jeg elsker. For at blive rigtig god, skal man være adræt, det er meget teknisk og så er der nogle spilstrategier, som man skal nørde,” siger Jakob Grøhn Damgaard.
I Danmark er der et ranglistesystem, som bestemmer hvem der er seedet hvor, men i teorien kan alle komme ind fra gaden og vinde turneringen og komme til VM. Spillerne er typisk mellem 16 og 30 år, og Morten Bach Engholt er dermed noget nær alderspræsident med hans 32 år. Han håber at medlemmerne og byerne bliver ved med at myldre til, selvom coronaen indtil videre er overstået. ”Det er gået så hurtigt, og vi har bare prøvet at følge med. Vi er meget afhængige af engagerede frivillige, så den største forhåbning er, at vi kan tiltrække og holde faste i de her travle unge mennesker, som skal til for at udvikle sporten og få endnu flere med,” siger Morten Bach Engholt.
Foto: Saga Oltmann