Selvom der er en god håndfuld kilometer fra Varde til idrætshallerne i Augustenborg, så kunne en badmintonturnering sagtens lokke spillere fra IFS Vestjyderne og foreninger i både Haderslev og Tønder til i tirsdags.
DAI og Aktiv Livsstil i Sønderborg havde nemlig inviteret de omkringliggende IFS-foreninger til en badmintonturnering for 2. år i træk, og over 50 spillere havde fundet ketsjeren og kampgejsten frem.
”Jeg er simpelthen så glad for den opbakning, og at de andre foreninger har prioriteret at ville køre så langt”, fortalte Mette Fallesen, der er idrætsmedarbejder hos Aktiv Livsstil i Sønderborg Kommune.
Alle fremmødte var vant til at spille badminton, men ikke alle havde erfaring med at spille med point. ”Nogle spillere var lidt nervøse for at skulle spille med point, men det fik vi løst rigtig godt, og alle fik spillet fem kampe”, fortæller hun og understreger, at det i lige så høj grad skal være sjovt at spille med som at spille for at vinde.
Koncentrationen var høj hele turneringen igennem og bronze- og sølvmedaljerne gik til hold fra IFS Vestjyderne i Varde, mens guldmedaljen gik til hjemmebaneholdet fra Aktiv Livsstil i Sønderborg.
Med den store opbakning håber Mette Fallesen og Jacob Brinkmann Holdt – der er idrætskonsulent i Idræt for Sindet – at turneringen også skal afholdes næste år, så de badmintonglade spillere med psykiske sårbarheder både kan konkurrere mod og hygge sig med spillere fra andre IFS-foreninger.