Cykel for Sagen samler hver år penge til idræt for mennesker med psykiske sårbarheder. I år var løbet aflyst på grund af corona, men erstattet af en landsdækkende kampagne, hvor man kunne cykle sammen eller hver for sig og samle ind.
Der var opbakning mange steder i landet, da Cykel for Sagen for første gang havde flyttet den årlige tur hjem på folks villaveje. Eller det vil sige, at i stedet for at køre i samlet flok, blev folk opfordret til at cykle sammen i mindre grupper eller hver for sig med udgangspunkt i det sted, hvor de kom fra. Og det var en succes.
”Opbakningen har været fantastisk. Inden snakkede vi om, at hvis vi kunne ramme 50, var vi rigtig glade, men vi blev 88. Det sender et positivt signal om, at det som Cykel for Sagen står for, det kan folk stå inde for,” fortæller Ole Paterek, som er formand i Cykel for Sagen.
Et af de steder, hvor rigtigt mange tog en tur på jernhesten var i foreningen Mob din krop i Frederikshavn, hvor 27 cyklede med og 10 hjalp til.
”Det var et skide godt initiativ. Vi har tit fået noget fra dem, og nu var tid at give noget tilbage. Weekenderne kan være rigtig lange, når man er psykisk sårbar, så det her var en oplagt mulighed for at lave noget corona-forsvarligt. Vi har desværre ikke kunnet lave ret meget det seneste stykke tid,” fortæller Søren Vestergaard, som er idrætskoordinator i Mob Din Krop.
I Frederikshavn fik løbet gang i hele paletten af cykelryttere.
”Det gik pissegodt – det var rigtig hyggeligt. Og det var en god kombination af dem i cykelshorts og smalle dæk, og så dem i cowboybukser på deres almindelige cykel. Jeg tænkte på, at det kunne man godt gentage, og måske flere gange om året,” siger Søren Vestergaard.
I alt blev der indsamlet 8696 kr. Nogle af pengene går til en gratis startplads til næste års løb, som findes ved lodtrækning og resten fordeles ligesom de andre år til gode idrætsinitiativer til mennesker med psykiske sårbarheder.
Håbet er, at man næste år kan fejre 10-års jubilæum med et helt almindeligt cykelløb igen fra Skagen til Varde. Der er allerede 78 forhåndstilmeldte, som har betalt.