Sidste weekend bød på en masse ny inspiration for de seks repræsentanter fra Dansk Arbejder Idrætsforbund og Idræt for Sindet, da de var inviteret til CSIT Seniors Formation Course i Wien med deltagere fra Italien, Israel og værterne fra Østrig. Ansvaret for seniorsporten i det internationale amatør- og arbejderidrætsforbund CSIT ligger hos forbundets nye vicepræsident danske Birthe Henriksen, der også sidder i forbundsledelsen i DAI, og for hende er et møde som dette en vigtig brik i arbejdet det internationale samarbejde og planlægningen af næste års World Sports Games i Grækenland:
”Vi har erfaringsudvekslet og inspireret hinanden. Vi har blandt andet snakket om foreningsbegrebet, organisering og frivilligt arbejde, som vi i Danmark arbejder med på en helt anden måde, end de gør i for eksempel Italien. Vi har flyttet nogle grænser i forhold til, hvordan vi vil afvikle senioridrætten til World Sports Games i Grækenland næste år, og der er kommet et større fokus på, at vi kan lave konkurrencer, uden at det skal være deciderede mesterskaber. Næste år skal walking football (gå-fodbold) og krolf indgå som en konkurrence, i stedet for det kom-og-prøv-koncept, vi har kørt med indtil nu. Vi tror på, at det kommer til at skabe mere samhørighed i gruppen, at der er konkurrencer på tværs, og arrangementet bliver mere forpligtende,” siger Birthe.
Den ottende udgave af World Sports Games finder sted i Loutraki i Grækenland d. 3.-8. juni 2025.