Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Tidligere regionsformand modtager DAI’s ærestegn

Aase Klitte Holmgren har i mange år været et kendt navn i Dansk Arbejder Idrætsforbund. Sidste år stoppede hun som regionsformand i DAI Region Midtjylland efter 15 års frivilligt arbejde – en indsats, der blev anerkendt på forbundets 44. kongres med DAI’s ærestegn og overrakt på regionens generalforsamling i marts 2024.

”Sonja ringede til mig på DAI’s kongresdag og fortalte, at jeg havde fået tildelt DAI’s ærestegn. Jeg følte næsten, at jeg tabte vejret, og det varede lige lidt, inden jeg fandt helt tilbage. Jeg blev så glad og er det stadig. Tusind, tusind mange tak for det hele. Jeg tænker ofte på tiden i DAI med alle de dejlige oplevelser år efter år. Jeg kom jo ind som formand på en lidt turbulent måde, da vores daværende formand gik bort. Efterfølgende fik jeg også ansvaret som kasserer, så der har været nok at se til. Men jeg har nydt hvert et øjeblik, og jeg er glad for, at der nu er en ny regionsledelse, der har taget opgaven på sig”, fortæller en glad Aase.