Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Får alle ind i kampen

Skizofrenien ændrede alt: Pernille fandt mening i fællesskabet

Pernille Rasmussen havde knoklet med studier i både molekylær biomedicin og økonomi, men da hun som 30-årig fik diagnosen udifferentieret skizofreni, ændrede alt sig. Energien forsvandt, koncentrationen svigtede, og hverdagen blev en kamp for bare at klare de mest basale ting. Arbejdslivet måtte hun sige farvel til – men heldigvis fandt hun en ny retning i foreningsidrætten.

I dag er Pernille 40 år og bruger de fleste hverdage i Idræt for Sindet Hillerød, hvor hun – udover at være med til foreningens mange aktiviteter – sidder som næstformand og kasserer i bestyrelsen: ”Det frivillige bestyrelsesarbejde i foreningen kan jeg overskue, og det føles meningsfuldt at være med til at sætte ting i gang for andre i foreningen. Jeg kan hurtigt føle mig ensom, men her er der altid nogen at snakke med” fortæller Pernille.

Hun har i samarbejde med foreningens tilknyttede koordinatorer fra Hillerød Kommune stablet en friluftsdag med aktiviteter som disc golf og mindfulness på benene med deltagelse fra blandt andet Håb i Psykiatrien – en dag med ekstra højt til loftet for andre som Pernille.

Heldigvis er Pernilles historie ikke den eneste af sin slags. Tak til de over 40 kommuner, der i dag er med til at skabe rammer for mennesker som Pernille, hvor der er plads til at komme som man er – for vi vinder, når alle er med.