Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Pickleballstævne sætter ny 60+ deltagerrekord

Seniorer i topform: 60+ spillere sætter rekord og spreder spilleglæde til Pickleballstævne i det midtjyske.

Der blev sat deltagerrekord, da 36 entusiastiske pickleballspillere i aldersgruppen 60+ for nylig var samlet til stævne i Mårslet.
Det er det hidtil største pickleballstævne for denne aldersgruppe i DAI-regi.

Stævnet blev arrangeret i Mårslet, hvor værtsforeningen TMG Mårslet sørgede for, at alt var klar: banerne stod flot, kaffen var brygget og kagerne bagt – alt sammen med hjælp fra frivillige.

Stemningen i hallerne var ifølge deltagerne i top. Lars Meldgaard, som er aktiv i Idræt om Dagen i Brabrand og medlem af det nye DAI Pickleballudvalg i DAI Midtjylland, siger:

“Der var en fantastisk stemning. Det er noget helt særligt, når folk kæmper for sejren – og samtidig kan grine af de sjove situationer, der uundgåeligt opstår under kampene.”

Lokalsamfundet trådte til med ekstra hal

I Mårslet råder foreningen selv over én hal, mens den anden ejes af kommunen og bruges til skoleundervisning i dagtimerne. Stævnet var dog så stort, at det krævede to haller for at huse de mange deltagere – og her trådte lokalområdet til, for at få det hele til at lykkes.

“Det er fantastisk, når skolen og kommunen stiller hallen til rådighed i skoletiden. Uden den hjælp kunne vi ikke have gennemført stævnet og slet ikke med det antal deltagere. Så stor tak til dem,” siger Thomas Ahrentz, konsulent i DAI.

Der arbejdes allerede på et nyt stort pickleballstævne, som efter planen vil blive afholdt i Hammel Idrætscenter i efteråret 2025.