Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Får alle ind i kampen

Olympisk stjernestøv over krolfmøde

Krolfspillere fra hele regionen fik en ekstra oplevelse med hjem, da en elitetræner med olympisk erfaring gæstede DAI Midtjyllands krolfmøde.

Fredag den 20. marts var 22 deltagere fra krolfforeninger i DAI Midtjylland samlet på Institut for Idræt i Aarhus for at drøfte udviklingen af krolf i regionen. Mødet var arrangeret af krolfudvalget med Lars Madsen som initiativtager og vært.

Dagen begyndte med en overraskelse, da deltagerne fik besøg af leder af Eliteidræt Aarhus, Mikkel Larsen. Han har tidligere været elitechef i Dansk Atletik Forbund og mangeårig personlig træner for den olympiske sølvvinder Sara Sloth.

I oplægget delte han erfaringer fra arbejdet med eliteidræt med særligt fokus på den mentale side af præstationer, når det virkelig gælder.

“Jeg synes det var spændende at høre om, hvordan de arbejdede med det mentale og koncentration i nuet. Det var en inspiration til, hvordan vi som krolfspillere kan optimere vores præstationsevne, når vi slår til kuglen, men også det at være i zonen til et stævne optager mig,” siger Lars Madsen.

Også idrætskonsulent Thomas Ahrentz hæftede sig ved oplægget:

“Jeg bed mærke i, at Mikkel Larsen talte om meaningfulness som nyt fokuspunkt i eliteidrætten, og netop det meningsfulde kan krolfen levere i DAI, hvor fællesskabet, dygtiggørelse og det sjove spil giver mening for mange.”

Efter oplægget fortsatte mødet med dialog og erfaringsudveksling om blandt andet teknisk træning i krolf, mangel på nye dommere, regler og græshøjde til stævner.