Omkring 250 seje deltagere var med til at gøre 8. maj i Fælledparken helt speciel – og selvom vi i år løb under nyt navn, havde IFS Løbet traditionen tro god stemning, flot vejr og en masse kilometer i benene.
IFS Løbet – tidligere Sundby Walk & Run – er en dag, som mange medlemmer i idrætsforeninger og kommunale tilbud for psykisk sårbare i og omkring hovedstadsområdet træner op til i løbet af året, så de kan samle flest mulige elastikker med deres forening og have en god og aktiv dag i fællesskab med andre. Og netop dette fokus på fysisk aktivitet og fællesskab er noget, som næstformand i Danmarks Idrætsforbund Thomas Bach, der var med til at åbne dagen, lægger særlig vægt på: ”Det er vigtigt og væsentligt, at DIF bakker op om at få flest mulige med i idrætten. Nogen har brug for en særlig hånd i ryggen, et kærligt skub og en omfavnelse, som gør at de kommer ind i idrætten. Vi ved, hvad idrætten betyder for det fysiske, det mentale og det sociale velbefindende. Deltagerne i IFS Løbet har en ekstra forhindring i livet, som idrætten kan være med til at hjælpe dem igennem, og hvor hverdagen bliver en lille smule lysere ved at bevæge sig og være med i et fællesskab.”
Fællesskabet er noget, som Carina fra den københavnske idrætsforening IF Kæmperne har haft glæde af i ti år på mere end én måde: ”Motion er en af måderne, jeg holder mig rask på. Man skal ikke bare tro, at man bare bliver rask af at træne, men man kan få det bedre, få mere overskud og være en del af et fællesskab. Kæmperne har betydet meget for mit liv, og jeg har mødt min mand derigennem og fået et stort netværk”. Faktisk var det ikke meningen, at Carina skulle løbe med i år, men spontant tog hun turen fra Hillerød til Østerbro – og selvom det ikke lige lå i kortene, så var Carina dagens hurtigste kvinde til at løbe runder om søen i Fælledparken: ”Det kan godt være, at jeg har løbet længst af kvinderne i dag, men det er jo lige så sejt af de andre, at de har gået og bevæget sig og har haft en god dag. Her er plads til alle,” fortæller hun.
Julius fra bostedet LSV Kollegiet delte en førsteplads med Anders fra IF Kæmperne som de hurtigste mænd med 14 runder om søen. Julius løb to runder mere end sidste år, og det kan han takke sit bosted for: ”Jeg har generelt været mere aktiv i år og spillet fodbold og trænet i fitness. Det giver mig en masse fed energi at være med til IFS Løbet,” fortæller han.
Mange foreninger og bosteder havde taget turen til Østerbro, og Håb i Psykiatrien, der holder til på Frederiksberg, havde hele 37 deltagere med, mens foreningen Idræt på Tværs Bornholm havde taget 27 deltagere hele vejen over Østersøen.
Alle hold gav den fuld gas, og særligt tre hold gjorde det fremragende:
1. plads: Frederiksberg Sundhedscenter løb 8,6 runder i gennemsnit
2. plads: IF Kæmperne løb 8,1 runder i gennemsnit
3. plads: Lejlighederne LSV løb 7,9 runder i gennemsnit
Traditionen leverede den altid sjove Sebastian Dorset peptalk, og de studerende fra SOSU H sørgede for godt humør på ruten undervejs, mens dygtige studerende fra Danske Fysioterapeuter stod klar ved massagebriksen.