Den 26. februar var Sjællands dygtigste kurlingspillere samlet, da Ringsted Seniorkrolf var vært for regionsmesterskabet 2024. 40 engagerede spillere fordelt på ti hold fra fem forskellige klubber stod klar til at rulle stenene og kæmpe om den fornemme titel. Det er fjerde gang, at der afholdes et regionsmesterskab i kurling – en sport, som har vundet mere og mere indpas i foreningerne i Dansk Arbejder Idrætsforbund.
I kampen om bronzemedaljerne stod Merløse 2 og Solrød 1 over for hinanden, og efter en spændende kamp lykkedes det Merløse 2 at løbe med sejren og få bronzemedaljen om halsen.
Ringsted 3 havde gjort rent bord i deres indledende pulje, og forventningerne var derfor store gående ind til finalen. Finalemodstanderne var dog de rutinerede mesterskabsspillere fra Merløse 1, der altid er bedst under pres. Det viste de sig også at være denne gang – og med en overbevisende sejr på 13-1 kunne Merløse 1 tage hjem med guldmedaljerne og titlen som Regionsmester 2024.
Stort tillykke til Merløse 1!
HVAD ER KURLING? Kurling er et præcisionsspil, der minder meget om den velkendte OL-disciplin - bare på tørt gulv. Her gælder det om at få de rullende sten sendt afsted til centrum af målet med røde, hvide og blå cirkler i den anden ende af banen. Alle kan spille kurling, uanset alder og fysik. Kontakt din lokale idrætskonsulent for at komme i gang.











