2025 har været et år med fuld fart på for Idræt for Sindet (IFS) – og det kan ses i medlemstallene, som Danmarks Idrætsforbund i dag har offentliggjort.
I 2025 har Idræt for Sindet nået 3055medlemmer, hvilket er en stigning på omkring 129medlemmer sammenlignet med 2024, hvor medlemstallet lå på 2926. Der er nu 46 Idræt for Sindet-foreninger fordelt på 43 kommuner. Se hele listen her.
“Vi er glade for, at så mange ser muligheder i at være en del af Idræt for Sindet,” siger Mogens Damgaard, politisk ansvarlig i Idræt for Sindet. “Hver eneste ny idrætsdeltager styrker fællesskabet. Det er lige så vigtigt at have det sjovt og bevæge sig sammen som at passe på sit mentale helbred. Vi vinder, når alle er med.”
Idræt for Sindet laver idrætsforeninger med og for mennesker med psykiske sårbarheder. Foreningerne er baseret på frivilligt arbejde, fællesskab og faste træninger – ligesom alle andre idrætsforeninger i Danmark.
Medlemsvæksten markerer ikke blot en statistisk fremgang, men også et voksende engagement i vores foreninger landet over, og meget tyder på, at fremgangen fortsætter i 2026.
En del af Dansk Arbejder Idrætsforbund
Idræt for Sindet er en del af Dansk Arbejder Idrætsforbund, som også har fået flere nye holdkammerater i 2025. I alt er der 190.664 personer i DAI’s medlemsforeninger. Det er en stigning på 3.043 fra året før.