Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Får alle ind i kampen

Idræt for Sindet modtager donation på fem millioner kroner fra Grundfos Fonden

Idræt for Sindet har netop modtaget en donation på fem millioner kroner fra Grundfos Fonden. Donationen skal over de næste fire år styrke arbejdet med at skabe bedre mental sundhed gennem fællesskab og fysisk aktivitet for mennesker med psykiske udfordringer.

Midlerne vil blandt andet blive brugt til at udbrede eksisterende tilbud, udvikle nye initiativer og sikre, at endnu flere får mulighed for at deltage i meningsfulde idrætsfællesskaber.

Politisk ansvarlig i Idræt for Sindet, Mogens Damgaard, glæder sig over støtten:

“Donationen fra Grundfos Fonden er en kæmpe anerkendelse af vores arbejde og gør det muligt for os at nå ud til langt flere mennesker. Idræt og fællesskab kan gøre en afgørende forskel for den mentale trivsel, og med denne støtte kan vi løfte vores indsats markant,” siger han.

Idræt for Sindet og Grundfos Fonden deler en fælles ambition om at skabe inkluderende fællesskaber og forbedre livskvaliteten for mennesker i sårbare situationer. Fondsdirektør i Grundfos Fonden Kim Nøhr Skibsted ser frem til samarbejdet:

“Idræt for Sindet yder en fantastisk og veldokumenteret indsats for at hjælpe psykisk og socialt sårbare mennesker ind i foreningslivet. Det bakker vi op om med en tillidsbaseret bevilling til at fortsætte og udvikle det gode arbejde. Vi håber, at endnu flere mennesker fremover kan øge deres mentale og fysiske trivsel i gode idrætsfællesskaber over hele landet.” 

Bevillingen falder ind under programmet Idrætten skaber livsbaner, hvor Grundfos Fonden støtter idrættens fællesskaber og bidrager til at skabe de bedst mulige betingelser for aktører, der arbejder for inklusion og social lighed gennem inkluderende sport. 

Fakta: Hvad er Idræt for Sindet?

Idræt for Sindet er idrætsforeninger af og for mennesker med psykisk sårbarhed. Her handler det ikke om at vinde, men om at være en del af et fællesskab, og dermed få det bedre, både fysisk og mentalt.

Idræt for Sindet arbejder for at sikre rammerne for, at mennesker med psykiske sårbarheder bliver aktivt inkluderet i idrætsforeninger – enten som medlemmer eller som frivillige.

Tilbuddet er målrettet voksne med psykiske udfordringer som angst, depression, bipolar lidelse eller stress.

Idræt for Sindet er forankret i Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) og findes i 43 af landets 98 kommuner.

Fakta: Idræt for Sindet gør en dokumenteret forskel

98 procent føler sig som en del af et fællesskab.

91 procent oplever øget livsglæde og trivsel.

83 procent er blevet mere fysisk aktive.

68 procent oplever bedre psykisk helbred.

33 procent er kommet tættere på job eller uddannelse.

Kilde: Ineva (2022): Evaluering af Idræt for Sindet – Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI).

Læs mere om Idræt for Sindet her.