Gå-fodbold vinder frem i DAI’s foreninger, og et nyt udvalg i Region Sjælland skal sikre, at den voksende aktivitet fortsætter sin udvikling.
En version af fodbold, hvor løb er forbudt. Det er, som navnet antyder, hovedreglen i aktiviteten gå-fodbold. I stedet er der fokus på teknik, sjove boldlege og spil på banen – uanset fysisk form og erfaring.
Flere og flere foreninger i DAI har det seneste år taget aktiviteten til sig, og den får både mænd og kvinder til at trække i fodboldstøvlerne.
Men selvom der er fart på aktiviteten, skal udviklingen af gå-fodbold ikke stoppe her. Det vil et nyt udvalg, der er blevet nedsat i Region Sjælland, være med til at sikre.
Det fortæller et af udvalgets medlemmer, Louise Jakobsen:
”Vi synes, det er vigtigt med et udvalg, så vi sammen kan drøfte gå-fodboldens vilkår, muligheder og unikke potentiale. Det er jo stadig en forholdsvis ny sport i DAI, men mulighederne er mange, og vi ønsker, at flere får øjnene op for det,” siger hun.
Alle kan være med
Et andet medlem af det nye udvalg er Pia Cramer Hansson, der for nylig introducerede gå-fodbold i sin forening, HIFs Gamle Kæmper. Interessen var stor allerede fra første træning, og i dag møder omkring 20 mænd og kvinder op hver uge.
”Alle kan være med, uanset niveau. Ingen bliver sure, hvis du ikke kan noget – jeg er selv den dårligste til at sparke til bolden,” siger Pia Cramer Hansson med et smil.
Med sin plads i udvalget håber hun, at flere får mulighed for at blive en del af aktivitetens fællesskab.
”Gå-fodbold skaber sammenhold på tværs af både alder og erfaring – uanset om du har spillet fodbold eller dyrket en anden form for idræt førhen. Jeg håber, at det i fremtiden kan samle endnu flere,” siger hun.
Udvalgets medlemmer:
Ole Nielsen (NFC),
Parviz Rajabi (NFC),
Louise Jakobsen (DAI)
Pia Cramer Hansson (HIF’s Gamle kæmper)
Skal I have gå-fodbold i jeres forening? Så læs mere her