Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Fra pensionist til drivkraft i DM i krolf: ”Jeg er ikke bange for at sige min mening”

D. 22. juni 2024 samles 120 af landets bedste krolfspillere til det officielle Danmarksmesterskab, der afholdes i Herning som en del af DM-ugen. Solveig Jensen er én af de mange frivillige, der er med til at få det hele til at lykkes.

Da Solveig Jensen gik på pension for syv år siden, var det med en klar beslutning om ikke at falde til ro. Efter en lang karriere som kørende salgskonsulent, hvor der altid var fart på, ønskede hun fortsat at være aktiv. Hun fandt sin vej til Løgumkloster Krolfklub og blev hurtigt grebet af krolfen på trods af, at hun faktisk ikke går op i sport: “Jeg er slet ikke sportsinteresseret overhovedet, men krolf fangede mig. Jeg startede med at spille indendørs krolf og kom så senere ud på græsplænen. Dog har jeg aldrig været særligt god til at spille krolf og kommer aldrig til at kvalificere mig til et DM, men det sociale betyder meget for mig,” fortæller Solveig.

Selvom pointene på banen ikke var nok til en DM-kvalifikation, skulle det vise sig, at Solveigs talenter lå et lidt andet sted.  Som ny i klubben blev Solveig hurtigt opmærksom på, at der var plads til forbedringer, når det kom til brugen af digitale værktøjer. Med sin erfaring fra arbejdslivet og en nysgerrig tilgang til teknologi endte hun som formand i Region Syddanmarks krolfudvalg i Dansk Arbejder Idrætsforbund og senere også som en del af landsudvalget. Her gjorde hun sig hurtigt bemærket ved at udvikle digitale løsninger til stævneafvikling:

“I min verden kunne man godt gøre tingene på en lidt smartere måde, og jeg var vant til at bruge en computer og er ikke bange for at sige min mening. Heldigvis fik jeg hurtigt lov til at bruge den digitale verden i krolfen også. Mit gennembrud var, da jeg var med til at afvikle DM i 2021. Jeg lavede et program, som kunne bruges på landsplan både i individuel krolf og for hold. Så længe, jeg har mit program, føler jeg mig rimelig klar til at afvikle et DM,” siger hun med stolthed. Solveigs program sikrer, at de kvalificerede spillere fra de forskellige regioner og klubber er fordelt korrekt på banerne, og sammen med Allan Wresnak, der også sidder i Syddanmarks krolfudvalg, indtaster og tjekker de løbende de indkomne point. Solveigs opgave slutter, når de tre dygtigste herrer og kvinder står på podiet.

Selvom Solveig ikke kommer til at kvalificere sig til DM, er det lysten, der driver værket: “Jeg går vældig op i det og hjælper også frivilligt til andre stævner. Alle gør jo meget frivilligt i den her verden, og ingen kan undværes,” forklarer hun. Krolf i DAI er båret af en masse dygtige frivillige, som på flere niveauer gør deres for, at det går så godt med sporten: ”Vi er helt afhængige af frivillige som Solveig, når vi skal afvikle stævner som DM og til at repræsentere region Syddanmark. Hun er et godt eksempel på de uundværlige frivillige nøglepersoner, som vi er så afhængige af,” fortæller Per Kyhn, der er formand for DAI’s krolfudvalg.

Krolf er en sport i fremgang – og det er ikke kun på grund af den simple og tilgængelige spilform, men også sportens sociale betydning: “Hvis man eksempelvis er blevet alene, så kan man finde et fællesskab i krolfen, for alle kan være med. I min generation har vi rigtig store årgange, og det er vigtigt, at vi gør noget for den del af befolkningen – og vi lever jo længe,” siger Solveig. Derfor glædes hun over, at krolf for tredje gang er en del af DM-ugen og får den anerkendelse, der følger med at have et officielt DM. 

Om DM
Det er Dansk Arbejder Idrætsforbund og DAI Region Midtjylland krolfudvalg, der afholder det officielle DM for ottende gang. Det foregår d. 22. juni 2024 fra kl. 09.00 til 17.00 på KFUM’s baner i Herning. Alle er velkomne til at komme forbi og se DM.

Program for DM

Kl. 08.00-09-00 Morgenmad og indskrivning.
Kl. 09.00 Indmarch, præsentation af spillere.
Kl. 09.15 Åbningstaler:

– Anders Christensen, Region Midtjyllands Krolfudvalg.
– Dorthe West, borgmester i Herning
– Per Kyhn, formand for DAI’s krolfudvalg.
– Åbning af stævnet, Peter Rasmussen, formand for DAI’s Idrætsudvalg.

Kl. 09.30 Banegennemgang med dommere – banebesigtigelse for spillere.
Kl. 10.00 Navneopråb og spillerfordeling.
Kl. 10.15 Start runde 1: Spillere og dommer går til udslagsstedet på banen (der fløjtes i gang inden der må spilles i hver runde).
Kl. 11.00 Start runde 2.
Kl. 12.00 Varm mad.
Kl. 12.45 Start runde 3.
Kl. 13.30 Start runde 4.
Kl. 14.15 Start runde 5.
Kl. 15.00 Start runde 6.
Kl. 16.00 Kaffe og kage – Evt. omspil. (Se turneringsafvikling).
Kl. 16.15 Præmieoverrækkelse og kåring af de danske mestre i individuelle herrer og damer.
Afslutning: Anders Christensen, formand for Region Midtjyllands Krolfudvalg, lukker stævnet.