Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Dansk Arbejder Idrætsforbund ansætter udviklingschef i Idræt for Sindet  

Årsskiftet har bragt nye ændringer med sig i Dansk Arbejder Idrætsforbund, hvor Lisbeth Crafack er blevet forfremmet til udviklingschef for DAI’s initiativ Idræt for Sindet. 

Idræt for Sindet laver idrætsforeninger med og for psykiske sårbare i hele landet. 

Initiativet har eksisteret siden 1996 og er i dag vokset til at have foreninger i 40 kommuner landet over.  

Efter at have løftet et stort samfundsansvar i snart 30 år, er det helt naturligt, at Idræt for Sindet nu flyttes til næste niveau med ansættelsen af den første udviklingschef nogensinde. Det mener forbundssekretær i DAI, Mikkel Bonnesen: 

”Vi har brug for et skarpt og kontinuerligt fokus på udvikling for at tilpasse os den virkelighed, som vi møder i kommunerne og blandt alle vores gode medlemmer. Det kan Lisbeth Crafack give os.” 

Motor gennem 25 år 

At valget er faldet på Lisbeth Crafack er langt fra nogen tilfældighed. Hun har været i forbundet i snart 25 år, og det er derfor rutinerede kræfter, som nu tager styringen for udviklingen af Idræt for Sindet:

”Lisbeth Crafack er den helt rigtige til rollen, fordi hun gennem snart 25 år har været motor, ikke bare i de gode ideer, men også for at lykkes med dem i Idræt for Sindet. Vores indsats bliver hvert eneste år målt og vejet, og derfor er det helt afgørende, at vi også allerede ved, at Lisbeth kan levere resultaterne,” siger Mikkel Bonnesen. 

Selv ser Lisbeth Crafack også frem til de nye opgaver, der følger med den nye titel.  

”Jeg glæder mig over at have fået muligheden for, at jeg nu i samarbejde med øvrige IFS-kollegaer kan have endnu mere fokus på udviklingen af Idræt for Sindet. Vi vil fortsat arbejde for at gøre en forskel, så Idræt for Sindet kan blive en endnu større del af idrætsdanmark. Det er en indsats med mening,” siger Lisbeth Crafack. 

De nye opgaver kommer fremover til at bestå af blandt andet ansvaret for udvikling af certificeringer, aktiviteter, uddannelser og samarbejder.