For bare et halvt år satte 27-årige Cecillie for første gang sine fødder i Grindsted Badmintonklub. I dag står hun som nyuddannet instruktør, klar til at give andre den samme tryghed og glæde, som badmintonfællesskabet har givet hende selv.
“Jeg elsker at spille badminton. Jeg elsker at dyrke sport. Det er godt for både krop og sind,” siger Cecillie. Hun er 27 år og medlem af Grindsted Badmintonklub, hvor de har oprettet et hold for psykisk sårbare.
Hurtigt oplevede Cecillie, at badmintonhallen blev et frirum, hvor man kunne være sig selv – også på de dårlige dage.
“Man er blandt ligesindede, der forstår en dårlig dag. Det er okay. Du kan bare være dig selv. Det er fedt at vide, at der er flere med samme eller lignende udfordringer,” siger Cecillie.
Det er især fællesskabet, der betyder meget for hende. Som ung følte hun sig ofte anderledes, og psykiatrien havde svært ved at sætte ord på, hvad hun gik igennem.
Men at opleve på badmintonholdet, at andre kender til samme følelser, har gjort en enorm forskel:
“Man får hurtigt en følelse af at være alene i verden. Men her opdager man, at det ikke kun er mig.”
En særlig forståelse
For nylig prikkede en tovholder i foreningen Cecilie på skulderen. De ville have hende med på et Idræt for Sindet-instruktørkursus. Et kursus, der skal klæde medlemmer af Idræt for Sindet foreninger på til selv at tage instruktørrollen.
“Det var en kæmpe cadeau, at de tænkte mig ind i rollen som instruktør, ” siger hun.
“Jeg kan godt lide viden, og tanken om at få værktøjer til at hjælpe andre, til at give dem en god oplevelse – det trak i mig.”
Hun siger, at især hendes egne erfaringer giver hende en særlig forståelse:
“Jeg kender nogle af de følelser, andre medlemmer på holdet kan stå med. Det gør det nemmere at forstå dem.”
Klar til at give tilbage
Nu glæder Cecilie sig til at bruge sine nye kompetencer til at hjælpe andre i klubben.
“Jeg vil gerne være med til at gøre deres dag lidt bedre, end da de kom,” siger hun. “Alle kan have en god dårlig dag.”
Når hun bliver spurgt, om hun havde troet, at hun en dag skulle hjælpe andre som instruktør, kommer svaret hurtigt:
“Nej. Aldrig. Men jeg er så glad for, at jeg er landet her.”