Hvordan skaber man et sundt og aktivt seniorliv? Det spørgsmål blev mere end 60 seniorer klogere på, da de deltog i DAIs årlige seniorseminar “En dag til hjernen og hjertet”.
Læge og sundhedsekspert Jerk Langer indledte seminaret med et oplæg om motion og kost, og herefter stod dagen på alt fra krolf og cirkeltræning til pickleball, SMART-træning og seniorgymnastik.
Blandt deltagerne var Vita Lorenzen, som deltog for andet år i træk, og som selv underviser i stolegymnastik:
“Jeg bliver altid fyldt med ny energi efter sådan en dag. Det er inspirerende at møde andre, få nye idéer og mærke glæden ved bevægelse. Man bliver først gammel den dag, man sætter sig i sofaen og ikke gider noget,” siger hun.
Sidste år tog Vita ikke kun god energi med hjem. Hun blev også inspireret til at starte et pickleball hold op sin egen forening, som sidenhen er blevet en stor succes.
”Jeg har faktisk ikke noget negativt at sige om dagen. Kombinationen af idræt og viden er rigtig god. Så ja – jeg håber bare, at det fortsætter,” siger Vita.
Idrætskonsulent Marie-Louise Trier Hauge glæder sig over den store opbakning og det engagement, deltagerne viser år efter år:
“Det er fantastisk at se, hvordan deltagerne både lærer nyt og inspirerer hinanden. Dagen handler ikke kun om at bevæge sig, men også om at skabe fællesskab og give idéer, man kan tage med hjem i foreningerne,” siger hun.
Fællessang, oplæg om det gode åndedræt og kaffe var også på programmet, inden dagen blev rundet af.


