Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Vestfjends dominerede DM i krolf

Med en guldmedalje og sølvmedalje satte Vestfjends Aktivitetsklub sig tungt på DM i krolf for hold i Hjørring d. 28. september. De fleste har svært ved at placere byen, men nu er foreningen svær at komme udenom på krolfens danmarkskort.

Der var spænding til det sidste ved det officielle DM i krolf 2019, som blev spillet i Hjørring d. 28. september. Både kvindernes, mændenes og holdenes medaljer blev fordelt efter omspil, fordi konkurrencen var så tæt.

Men omspil eller ej – Vestfjends Aktivitetsklub – også kaldet VAK, kunne efter afgørelsen stille sig på de to øverste trin på medaljeskamlen, da de officielle DM-medaljer skulle uddeles til bedste hold.

”Vi kunne ikke få armene ned, da vi hørte det. Vi havde fået at vide, at vi var godt kørende, men vi troede ikke rigtigt på det,” fortæller Kurt Andersen fra VAK, som da vi fanger ham, netop er på vej ned i klubben for at fejre sejren med ”boblevand og snacks”.

Undervejs snakkede de egentlig mest om den interne konkurrence og var stolte over, at begge hold overhovedet havde kvalificeret sig, når de kom fra sådan en lille by. Og det ER en lille by – det oplever Kurt Andersen igen og igen, når de er ude og spille.

”Lige meget, hvor vi kommer hen og spiller, så spørger folk, ”Vestfjends? Hvor ligger det henne?” Det er der ingen der aner. Så siger vi, at det ligger mellem Skive, Viborg og Holstebro, sådan cirka,” griner Kurt Andersen, som sammen med tre holdkammerater hvert fald fik gjort sit for at gøre byen mere synlig.

Udover medaljerne, var det som altid fristes man til at sige, noget helt andet som gjorde dagen til noget særligt.

”DM er smaddersjovt at være med til, fordi det simpelthen er så socialt et spil. Vi kender jo efterhånden hinanden klubberne imellem, vi er nærmest en stor familie,” siger Kurt Andersen.

Ros til afviklingen

Borgmester i Hjørring Arne Boelt åbnede DM, og forbundsformand i DAI Peer Huniche var også forbi, og lagde netop mærke til fællesskabet.

”Det var et rigtig godt arrangement, og en god stemning, hvor der var en blanding af, at den her alvorlige side, at man gerne vil vinde, men også den her portion af, at man bare kan lide at være sammen. Der er et godt fællesskab, og man kunne se de enkelte klubber satte sig sammen og hyggede bagefter,” siger Peer Huniche.

Det var DAI som afholdte DM for femte gang – i år med samarbejde med bl.a. Hjørring Krolf Klub, som gjorde en stor indsats for en vellykket turnering.

”Det gik fantastisk – vi har fået så meget ros for område og lokaler”, siger Torben Gross, som er formand i Hjørring Krolf Klub.

Blandt kvinderne var det Elise Christensen, som vandt det samlede DM og hos mændene vandt Erik Kjeldgaard sin tredje DM-titel.

Se resultaterne her:

X
X