Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

SeniorCamp 2023: Flere deltagere end nogensinde før

D. 24.-25. august havde vi fornøjelsen af to fantastiske dage fyldt med sjove og udfordrende aktiviteter, sved på panden og hyggelige stunder med senioridrætsforeninger fra hele landet. Og den nye lokation i Fredericia Idrætscenter levede helt op til forventningerne og bidrog til den femstjernede hygge.

Bowling, kegler, TRX og vandgymnastik var nogle af de nye aktiviteter, der krydrede programmet i år og som har været med til at gøre dette års SeniorCamp til en af de mest velbesøgte nogensinde:

“Folk er aktive, engagerede og de er glade for, at vi gider at arrangere det – det giver så god mening med disse to dage. Lokationen har fungeret godt, vi har haft nogle helt andre muligheder her end de tidligere år. Svømning, bowling og kegler er jo muligt her, og det har trukket endnu flere deltagere til SeniorCamp i år. Yoga var et ønske fra sidste år, og det var fuldt booket i år,” fortæller campansvarlig Anette Schneider.

Med for allerførste gang var Peter Arne Sørensen og en god håndfuld seniorer fra foreningen Modne Motionister i Gentofte. Foreningen har længe ledt efter et arrangement som SeniorCamp, hvor aktivitet og socialt samvær går op i en højere enhed: ”Stemningen er helt i top, og det er så hyggeligt at dyrke motion sammen med en masse andre seniorer fra hele landet – helt som vi havde forventet,” fortæller Peter Arne i pausen efter første runde af pickleballturneringen.

Hvordan næste års program kommer til at se ud, må vi drømme om lidt endnu.