Dansk Arbejder Idrætsforbund

DAI Logo Rød

Ny krolfforening vil have flere seniorer ud at dyrke motion

I sidste uge tog Midtals Krolfklub de første spadestik til en helt ny krolfbane, som skal engagere en masse lokale i den sjove idræt. Klubben blev stiftet i december med det formål at kunne deltage i krolfstævner med andre foreninger landet over og dermed få flere seniorer ind i krolffællesskabet, der i den grad trives i DAI.

Foreningen vil indvie banerne med åbent hus d. 12. april 2023, hvor alle – nybegyndere som garvede – kan være med. ”Banen er meget varieret, så den er fantastisk at spille på, når man skal prøve krolf for første gang.”, siger formand i Midtals Krolfklub Hans Fr. Jürgensen. Hans og resten af de engagerede frivillige i klubben har sammen skabt nogle forudsætninger, som de mener kan være med til at gavne mange af de lokale seniorer og andre folk, som ynder at komme ud og få lidt motion i godt fællesskab.  

Klubben har fået hjælp fra DAI til at anlægge banerne, og det er ikke det eneste, der begejstrer Hans: ”Vi er vældig optimistiske med den støtte, vi har fået fra DAI’s repræsentant i Syddanmark Josef Sedighi Frandsen. Vi har fået hjælp til, hvordan vi bedst driver en forening.”, fortæller Hans, der også fortæller, at det at kunne deltage i stævner med andre klubber også var en grund til, at denne nye forening skulle stiftes.   

Klubben har lige nu 15 medlemmer, og de tror, at der dukker en masse nye op d. 12. april, men det er ikke det vigtigste: ”Det handler ikke om, hvor mange vi bliver til åbent hus, men at vores faciliteter og fællesskab er tillokkende og attraktive, så det bliver interessant for flere at spille krolf og blive en del af et aktivt fællesskab.”, fortæller han.

Åbent hus i Midtals Krolfklub afholdes onsdag d. 12. april kl. 14-16 på Nørregade 29 ved Tennisbanen i Augustenborg.

Ønsker du at stifte en forening, så hiv fat i din lokale idrætskonsulent hos DAI – se kontaktoplysninger her.

Skriv en kommentar