De fleste krolfforeninger er for længst kommet ud af starthullerne, og nu følger de store samlende aktiviteter i Dansk Arbejder Idrætsforbund også med. Lørdag d. 12. juni lagde Kolding græs til Landsstævnet i krolf – det første store stævne siden 2019.
KFUM Hallerne lagde græs til, da der for første gang i to år blev afholdt landsstævne i krolf – traditionen tro i Kolding. Mere end 90 spillere fra hele landet var mødt op til stævnet, som på sin vis markerede, at idrætten nu er helt oppe i omdrejninger igen efter coronanedlukning og forsamlingsforbud.
Børge Georgi fra landsudvalget i krolf i DAI var med til at arrangere stævnet, og var svært tilfreds.
”Spil, kammeratskab, forplejning, ankomst – det var så perfekt, det er det bedste landsstævne, som jeg har været med til,” siger Børge Georgi, som altså var med til sit fjerde landsstævne.
Det hele startede kl. 10, og så blev der ellers spillet tre runder med indlagt frokost, kaffe og hygge. På grund af corona blev der kun spillet individuel turnering i både dame og herre.
”Landsstævnet er for alle dem, der ikke kan eller vil spille med i turneringer hele tiden. De skal også have den store fællesskabs- og stævne-oplevelse, og møde spillere fra hele landet,” siger idrætskonsulent i DAI Poul Sølvstein.
For Børge Georgi var det også som spiller en fornøjelse at komme ud til et af de store stævner igen, som mange har savnet.
”Det er en fornøjelse at være med. Det er en fantastisk stemning, og et fantastisk kammeratskab, vi hygger os rigtig sammen. Der opstår en vis atmosfære blandt de fire spillere, som går runderne sammen,” siger Børge Georgi
Næste store samlende stævne er DM i krolf d. 25.-26. september.