Foreningen IFS Noget Særligt fra Vejen Kommunen afholder d. 24. januar en såkaldt Release Day, hvor de inviterer alle kommunens psykisk sårbare til en dag fyldt med idræt. Baggrunden er støtte fra DIF og DGI’s Foreningspulje, hvor foreningen har fået næsten 20.000 kr. til nye rekvisitter.
Den 29. oktober var en glædens dag i idrætsforeningen IFS Noget Særligt, som er en helt ny idrætsforening for psykisk sårbare i Vejen. Her søgte foreningen nemlig om 18.952 kr hos DIF og DGI’s foreningspulje.
”Jeg fik en automail om, at der var 3-4 ugers behandlingstid. Så gik der én time, og så fik jeg en mail, hvor der stor ”Tillykke, du har fået bevilliget det fulde beløb”. Det var ret vildt. Jeg var nødt til lige at lukke computeren og åbne den op igen – er der nogen, som tager fis på mig, eller hvad sker der. Det var lidt urealistisk,” fortæller idrætskoordinator i IFS Noget Særligt Heller Weber.
Det skal fejres den 24. januar, hvor alle kommunens psykisk sårbare er inviteret med til en idrætsdag, hvor alle de nye rekvisitter skal tages i brug. Der er lagt op til speedminton, stigegolf, skumtennis, cirkeltræning, boccia, dart og badminton. Det er foreningens nuværende 30 medlemmer, idrætskoordinatoren og Dansk Arbejder Idrætsforbund, som står for dagen i Brørup Hallerne. Maria Skov Petersen er medlem i foreningen og skal stå for opvarmningen. Hun har allerede haft stor glæde af idrætten.
”Jeg er blevet meget mere glad og har fået meget mere overskud. Og sammenholdet er mega fedt. Jeg elsker at træne sammen med andre,” siger Maria Skov Petersen, som har paranoid skizofreni, men ikke har haft symptomer siden hun begyndte til idrætten for fem måneder siden.
Flere skal i gang
Målet med de nye rekvisitter er at få flere psykisk sårbare i gang med idræt.
”Det betyder at vi har mulighed for at tilbyde flere aktiviteter, så vi kan få så mange med som muligt. Hvis man kun har en fodbold og en hockeystav, er det kun én gruppe, som man tiltrækker. Jo flere rekvisitter vi har, jo flere tilbud kan vi lave, så alle kan være uanset om man er vant til motion eller ikke har rørt sig i 30 år.
DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.
Puljen åbner for ansøgninger igen 1. marts.
Om DIF og DGI’s foreningspulje
- Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.
- Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen
- Puljen ansøges via Centralt ForeningsRegister på www.medlemstal.dk
- Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider