Find din region   Kontakt  
Viser nyhed:
DAI er årets specialforbund 2019: ”Det er for vildt”  
Offentliggjort: 04.05.2019

Dansk Arbejder Idrætsforbund er blevet valgt til årets specialforbund i Danmark ved DIF’s årsmøde d. 4. maj. Forbundsformand Peer Huniche er stolt over skulderklappet til foreninger, regioner og forbund, som gør DAI til noget helt særligt.

Det blev Dansk Arbejder Idrætsforbund, der på DIF's årsmøde 4. maj 2019 vandt prisen som Årets Specialforbund. Med prisen, der blev overrakt af DIF's næstformand, Hans Natorp, følger 100.000 kroner.

Det var repræsentantskabet, som efter en præsentationsvideo afgav deres stemme, og på den måde afgjorde, hvem der skulle have prisen. De to øvrige kandidater i finalefeltet var Dansk Autobil Sports Union og Danmarks Ishockey Union.I alt er der 62 forbund under Danmarks Idrætsforbund.

”Det er for vildt. Man niver sig selv i armen tror jeg. Det er en mega anerkendelse, som booster vores foreninger, regioner og forbund. Prisen siger jo, at den vej vi går er den rigtige – at vi har fat i en god dagsorden”, siger forbundsformand i DAI Per Huniche.

Dansk Arbejder Idrætsforbund var indstillet til Årets Specialforbund 2019, fordi forbundet i særlig grad tager et samfundsmæssigt ansvar i forhold til at udbyde idrætstilbud til udsatte målgrupper, der ellers ofte har svært ved at finde de rette hylder i forenings- og idrætsdanmark.

”Vi er et rummeligt forbund, som afspejler den danske bredde. Vi er ligeglade med medaljer, vi vil have folk til at bevæge sig. Vi arbejder meget med samfundsansvar, og er som det eneste specialforbund med i to Bevæg dig for livet-indsatser”, siger Peer Huniche.

 

Du kan se den fulde indstilling af forbundet herunder:

DAI har fortjent at blive årets specialforbund, fordi forbundet i særlig grad styrker mangfoldigheden i idrætten, løfter idrættens samfundsmæssige ansvar og gennem strategiaftalerne med DIF har defineret en tydelig strategisk retning. Forbundet er også som det eneste specialforbund involveret i to forskellige Bevæg dig for livet-indsatser, som viser hvor bredt og inkluderende forbundet arbejder.

300 fodboldklubber i Hovedstaden har de seneste mange år spillet med i DAI’s turnering, som typisk tiltrækker en målgruppe af motionister, der ellers bare ville spille med vennerne i ny og næ. Her er det lykkedes at lave en turnering, som appellerer til de selvorganiserede, og fået dem ind som en aktiv del af DAI-familien. I 2018 og 2019 har DAI som noget helt nyt startet Studiebold, der spilles på 12 videregående uddannelsessteder på Fyn og i Jylland, og forventes at blive landsdækkende i 2020. Her organiseres studerende i foreninger på de enkelte uddannelser, og laver hold sammen med studiekammeraterne. En ny måde at organisere idrætten foreningsmæssigt blandt de studerende, hvoraf mange også tidligere har spillet uorganiseret.

DAI løfter et stort samfundsmæssigt ansvar, og laver i særlig grad tilbud til målgrupper, som ellers sjældent er en del af idrætsforeninger i Danmark. Her er i særlig grad lagt vægt på, at hvis danskerne ikke kan komme til idrætten, så kan idrætten komme til danskerne. Over de seneste år er 20 plejecentre i hele landet blevet idrætscertificerede og mange flere er allerede på vej. Den samme udvikling er i gang med bosteder for psykisk sårbare, hvor DAI indtil videre har certificeret tre og flere er på vej. Fælles for certificeringerne er, at der enten bliver oprettet en forening det enkelte sted eller indledes et tæt samarbejde med en frivillig forening i nærområdet.

I Idræt for Sindet hjælper forbundet psykisk sårbare med selv at lave idrætsforeninger. IFS udbyder samtidigt et stort katalog af aktiviteter, så psykisk sårbare også kan deltage i fx løbsfester og idrætsfestivaler og på den måde være ligeså meget en del af Idrætsdanmark som alle andre. Hvis man slås med skizofreni, angst eller depression har man i særlig grad brug for idrætsforeningernes fællesskaber og motion. Samtidigt er Idræt for Sindet ikke et reservat for psykisk sårbare, det er en træningsbane, hvor målet for manges vedkommende er at blive parate til at komme ud i en ordinær forening.

Forbundet arbejdet på at løbende at optage nye idrætter, som kan udvide og fastholde de næsten 120.000 medlemmer. For ti år siden blev krolf optaget i forbundet, og det er i dag blevet en sport, der dyrkes i 154 idrætsforeninger og har fået sit eget officielle DM, der hver eneste år er blevet vundet af mænd og kvinder over 60 år. Det er altså en sport, som især taler til en af de målgrupper, som har brug for et ekstra skub for at komme ned i idrætsforeningerne.

I strategiaftalerne med DIF har DAI netop fokuseret på at løfte et samfundsansvar og tiltrække nogle af de danskere, som ikke myldrer ned i idrætsforeningerne af sig selv. Derfor står DAI’s profil skarpt her i forbundets 90ende leveår og har fortjent prisen som årets specialforbund.

  
21.05.2019 Kassererens opgaver - Kursus
23.05.2019 Idræts- og Kulturfestival i Frederikssund
25.05.2019 Bowling - region-/landsmesterskab for hold
26.05.2019 Bowling - region-/landsmesterskab individuelt
01.06.2019 Bowling - finale i handicapturnering
09.06.2019 DAI Tennis - Pinseturnering 2019
Ingen aktuelle kurser.
Navn:
E-mail: