Find din region   Kontakt  
Viser nyhed:
Konference: Flere kommuner bør satse på Idræt for Sindet  
Offentliggjort: 18.04.2018

Da Yildiz Akdogan (A), Dansk Arbejder Idrætsforbund og DIF Soldaterprojekt tirsdag d. 17. april holdt konference på Christiansborg, var en af hovedkonklusionerne, at IFS-foreningerne er en stor gevinst for psykisk sårbare, at det er billigt at starte dem og at de på sigt giver økonomisk gevinst. Selvom Kommunernes Landsforening sagtens kan se fordelene ved foreningerne, mener de, at det i mange kommuner er svært at finde pengene, fordi der kommer flere og flere psykisk sårbare.

På konferencen blev den såkaldte Morsø-model introduceret. En model, hvor idrætten bliver et omdrejningspunkt i socialpsykiatrien med en idrætsforening og efteruddannelse af alle medarbejderne. Inge Kappel Nielsen som er leder bostøtteområdet i Morsø Kommune fortalte om alle kommunens resultater og om, hvor nemt modellen kan overføres til andre kommuner. Det kræver typisk en ansat idrætskoordinator i kommunen og en ledelsesmæssigt vilje til idrætten for at lykkes.

Der var mange prominente navne til kongressen, som alle talte varmt om idrætstilbuddene til psykisk sårbare.

”Vi bør og skal gøre noget, som rækker bredere ud – tage et socialt ansvar”, sagde formand for Danmarks Idrætsforbund Niels Nygaard.

”Det er en hjertesag for mig, at alle skal være med i fællesskabet. Jeg har selv besøgt IF Kæmperne i København og set, hvad foreningsdanmark kan bidrage med. At være med i et fælleskab, hvor ens sygdom ikke er i vejen,” sagde Børne- og Socialminister Mai Mercado (K).

”Det der gør os mest stolt i DIF er, at vi gør noget for særlige målgrupper. DAI har gennem snart 25 år ydet en fantastisk indsats for psykisk sårbare og vi har nu også Get2Sport og DIF’s Soldaterprojekt. Jeg forstår ikke, at der ikke investeres mere i Idræt for Sindet, udover de menneskelige gevinster lader det til jo til, at der også er en klar økonomisk gevinst ved det,” sagde administrerende direktør i DIF Morten Mølholm Hansen.

Hjerneforskeren Peter Lund Madsen forklarede på 45 minutter, hvordan det menneskelige hjerne fungerer, og sluttede af med, hvorfor den slags fællesskaber, som idrætsforeninger tilbyder, er en god idé.

”Kropslig bevægelse er en enormt effektiv måde at stoppe negative tanker, og så er noget af det mest effektive at snakke med nogen, som har haft det som en selv – og har fået det bedre”.

KL: Området er for hårdt spændt for

Kommunernes Landsforening var repræsenteret ved formand for Socialudvalget Joy Mogensen (A), som også er borgmester i Roskilde. Hun kan sagtens se værdien i idrætten for målgruppen, men mener, at området i kommunerne er presset økonomisk og derfor er der mange steder, hvor de vælger det fra.

”Der kommer flere og flere psykisk sårbare. Jeg kender ingen kommuner, hvor de ikke skal finde penge for at få næste års budget til at hænge sammen. Det giver måske ikke den store lyst til at satse på nye tiltag”, sagde Joy Mogensen.

Morten Mølholm Hansen fra DIF replicerede, at nogle gange er man nødt til at bryde vanetænkningen og ikke altid tage det sikre valg.

Som afrunding på konferencen lovede Yildiz Akdogan, som er Medlem af Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget at invitere Inge Kappel Nielsen ind på Christiansborg igen for at fortælle bl.a. Sundhedsudvalget om Morsø-modellen.

  
27.08.2018 IFS - Friluftsugen 2018 på Amager
29.08.2018 SeniorCamp 2018 i Korsør den 29. – 30. august -
29.08.2018 SeniorCamp 2018 (Tilmeldingsfrist 30. maj)
05.09.2018 Møde i forbundsledelsen
08.09.2018 DAI Landsstævne Tennis 2018
11.09.2018 Forbundsledelse og personale
01.10.2018 Alsidig boldspils instruktøruddannelse
15.01.2019 Fysisk Aktivitetskonsulent uddannelse Januar 2019 (Tilm. frist 1. december)
Navn:
E-mail: