Find din region   Kontakt  
Viser nyhed:
Kulturministeren åbner Idrætsfestivalen for Sindet 2017  
Offentliggjort: 26.06.2017
 For første gang i festivalens 22-årige historie åbner Danmarks Kulturminister Idrætsfestival for Sindet i Vejle, som er årets store samlende idrætsbegivenhed for psykisk sårbare i Danmark. Fysisk aktivitet, fællesskab og sundhed er ofte en mangelvare i psykisk sårbares liv, og her kan idrætsfællesskaber noget helt unikt. 

Med 234 deltagere til Idrætsfestival for Sindet 2017 i Vejle er alt udsolgt til tre dage med fuld tryk på alt fra triatlon til floorball. Det hele skydes i gang den 27. juni af kulturminister Mette Bock (LA), som er den første kulturminister, der kommer forbi i hele festivalens historie.

”Det glæder det mig at være med til at åbne Idrætsfestival for Sindet, hvor deltagerne kan få lov til bare at være sig selv - sammen med andre. Når man kæmper med en psykisk lidelse i det daglige – og det uanset hvad det måtte være – så fylder det enormt meget i ens liv. Det er en idrætsfestival, hvor gode oplevelser, idræt og fællesskab åbner nye muligheder. Det er samtidig et fantastisk eksempel på, hvordan deltagelse i idræt og foreningsliv beriger os alle – uanset hvem vi er, og hvad vi har med i bagagen,” siger kulturminister Mette Bock.

Non-profit-festivalen samler hvert år deltagere fra hele landet med fx depression, angst eller skizofreni, som i tre dage kører et tætpakket idrætsprogram, hvor der er vide muligheder for at sammensætte sit eget målrettede program. De fleste af deltagerne er medlemmer i såkaldte Idræt for Sindet-foreninger, som er idrætsforeninger drevet af og med tilbud til psykisk sårbare.

"Det er historisk, at ministeren åbner festivalen og glædeligt, at hun kommer og ser, hvad idrætten betyder for deltagerne, og hvilken forskel den gør i deres liv. Det er ikke mennesker, som særlig tit finder ned i den lokale idrætsforening af sig selv – men vi synes, at der skal være lighed i idræt, så de også har en indgang til idrætskulturen og dens fællesskaber", siger Mogens Damgaard, som er administrativ koordinator på festivalen og sidder i DAI's forbundsledelse med ansvar for Idræt for Sindet.

Idræt giver mig et frirum

Det er for længst dokumenteret, at psykisk sårbare ofte har en række udfordringer med sundhed og ensomhed, og her kan idrætten og dens fællesskaber spille en rolle. En af deltagerne er 34-årige Claus Gerken fra Viborg, som deltager for første gang. Han har paranoid skizofreni, og for ham betyder idrætten noget særligt.

”Idrætten er for mig et frirum, hvor jeg kun tænker på idræt og lukker alt andet ude. Den flytter fokus væk fra hovedet og ned i kroppen, så jeg kan slå hjernen fra og hjertet til. Specielt når jeg får meget medicin, så er der mange bivirkninger, jeg kan holde nede med idræt. Du lærer at indgå i fællesskaber og blive accepteret på en anden måde end normalt”, siger Claus Gerken. Han dyrker primært fodbold, men vil også se, hvad festivalen ellers har at byde på i år.

Der er bl.a. en stor gruppe frivillige, som er med til at drive festivalen, som er finansieret med tilskud fra Danmarks Idrætsforbund og med bl.a. SIND, Parasportsrådet i Vejle, Tegne-stuen og El-gruppen som økonomiske samarbejdspartnere.

  
21.11.2017 Friluftslivets egenværdi - basis friluftsliv
21.11.2017 Friluftslivets egenværdi - basis friluftsliv
25.11.2017 DAIs frivillig-dag
25.11.2017 DAIs Frivillig-dag i Haderslev
25.11.2017 DAIs Frivillig-dag
07.12.2017 Friluftsliv med fokus på teambuildingsaktiviteter og øvelser
07.12.2017 Friluftsliv med fokus på teambuildingsaktiviteter og øvelser
14.12.2017 Aqua Fitness Redskaber
09.01.2018 Fysisk Aktivitetskonsulent uddannelse Januar 2018 (Tilm. frist 1. december)
Navn:
E-mail: